Forbigået igen: Ingen Michelin-stjerne til nordjyske spisesteder
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)
Det blev ikke i 2019, at Nordjylland skulle have sin første restaurant med en stjerne fra Michelin-guiden.
Rygterne løb længe stærkt mandag eftermiddag, men endnu engang blev det ikke til Michelin-stjerner til en restaurant i Nordjylland.
Der var snak om både Ruths Hotel, Mortens Kro og Restaurant Tabu skulle have en stjerne, men det blev altså ikke i år, at den ultimatibe hyldest nåede til Nordjylland.
Da guiden mandag aften gav fire nye restauranter en af de eftertragtede stjerner blev en enkelt givet til en dansk restaurant. Det var restauranten Alouette, der ligger på Islands Brygge i København, der var den heldige.
- Som nordjyder, synes jeg, at vi skal være skuffet, men det er jo restauranterne, det handler om, og der er nogle, der vil være skuffede, fortæller René Langdahl Jørgensen, der er madskribent for Gastro.
Inden uddelingen besøgte vi Mortens Kro, der havde håbet, at Michelin-guiden endelig ville belønne Nordjylland.
Han fulgte prisuddelingen, og selvom han mener, nogle godt kan være skuffede, så havde han ikke forventet at nogle af de nordjyske restauranter ville få en stjerne.
- Michelin-guidens veje er bare uransagelige, og den eneste danske restaurant, der fik en stjerne i år, den var der ingen madeksperter, der havde gættet på. Vi skal være skuffet, jeg er også skuffet. Men helt realistisk havde jeg ikke troet, der kom en, fortæller Rene Langdahl Jørgensen, og fortsætter:
- Jeg vil omvendt sige - og nu skal man jo passe på, hvad man siger - men hvis man kigger på de restauranter i Aarhus, der fik en stjerne for tre år siden, så har vi i hvert fald to steder i Nordjylland, der også kunne få en. Ingen nævnt, ingen glemt, fortæller Rene Langdahl Jørgensen.
Ruths Hotel kæmper videre
Hvert år op til den store uddeling af de eftertragtede stjerner bliver Ruth Hotel i Skagen nævnt. Igen i år blev de dog forbigået. Et skifte af køkkenchef for nyligt kan have fået indflydelse, da inspektørerne fra Michelin-guiden ofte sætter pris på, at det er den samme køkkenchef, der styrer køkkenet i længere tid.
- Vi kommer ikke til at lave mad for at få Michelin-stjernen, men vi får en Michelin-stjerne hvis vi bliver rigtig gode til det vi gør, og det vi har lyst til, fortæller Peter Frydkær, der er køkkenchef på Ruths Hotel.
Selvom de ikke så sig selv som favoritter, så havde Ruths Hotel alligevel håbet, at der kom en stjerne til det nordjyske.
- Michelin selv har tweetet, at de var i landsdelen. Vi har set, de har lagt billeder ud af Gammel Skagen, Hjørring og Aalborg, så havde vi en formodning om, at vi måske godt kunne have hentet en, fortæller direktør på Ruths Hotel, Peter Christian Bühlmann.
Det var første gang nogensinde, at Michelin-uddelingen ikke foregik fra hovedstaden i det land, det blev afholdt i.
Fakta: Michelinguidens historie
- Den første udgave af Guide Michelin udkom allerede i år 1900. Den udkom på initiativ fra dækproducenten Michelin, der ønskede at de franske bilejere kom ud på vejene - hvor de sled deres dæk, så de skulle købe nye.
- De første danske Michelin-stjerner blev uddelt i 1983. Her fik La Cocotte og Kong Hans' Kælder en stjerne hver. Kong Hans' Kælder er den dag i dag stadig en del af Michelin-guiden.
- I 2018 fik 25 danske restauranter - og en færøsk - til sammen 31 stjerner.
- Geranium fik i 2016 - som den første danske restaurant nogensinde - de maksimale tre stjerner.
- I 2015 fik Frederikshøj i Aarhus som den første restaurant uden for København en Michelin-stjerne.
Fakta: Det betyder Michelin-stjernerne
Restauranter med en Michelin-stjerne er blevet fundet værdige af guidens inspektører. Det er ofte mennesker, der har flere års erfaring fra restaurant- eller hotelskoler samt flere års erfaring fra branchen. Dertil kommer et halvt års intern uddannelse, hvor man lærer, hvordan maden skal bedømmes.
Michelinguiden vurderer mad efter fem kriterier: Råvarernes kvalitet, "håndværket", "personligheden", hvad man får for sine penge og kvalitet over tid - at restaurantoplevelsen er lige fantastisk uanset hvornår man besøger den.
En bedømmelse kan resultere i ingen, én, to eller tre stjerner. Stjernerne er udtryk for at restauranten er:
- 1 stjerne: "en rigtig god restaurant i sin kategori"
- 2 stjerner: "en omvej værd"
- 3 stjerner: "værd at rejse efter"