Magnus mistede bedstemor til kræft - nu samler han ind til Knæk Cancer
Magnus Torp fra Nykøbing Mors sælger trøjer og andet han har fået af sportsstjerner. Alt sammen i kampen om at knække cancer
22-årige Magnus Torp fra Nykøbing sælger trøjer, støvler og autografer fra kendte sportsstjerner for at samle penge ind til Knæk Cancer.
Hjemme hos Magnus Torp i Nykøbing flyder det med trøjer, som sportsstjerner som Rasmus Lauge og Casper U. Mortensen har haft på, et sted står Pione Sistos støvler, og autograferne hænger tæt.
Det er ting, Magnus Torp har skaffet sig, ikke for at prale over for vennerne, men for at samle penge ind til en ganske bestemt sag: Knæk Cancer. Tingene bliver nemlig solgt videre på hans Facebook-side.
- Jeg gør det først og fremmest, fordi jeg mistede min bedstemor til lungekræft for fire år siden, siger Magnus Torp.
Han håber, at ingen andre skal opleve det, som han og hans familie gik igennem, da hans bedstemor døde.
- Kan man ligesom komme ud på den anden side uden at miste én, vil det være fantastisk. Så det er selvfølgelig for at hjælpe andre, siger Magnus Torp.
Har overgået sidste års indsamling
Han skaffer effekterne enten ved at opsøge spillerne selv eller ved at tage kontakt til deres agenter. Og de bliver i Knæk Cancer-ugen lagt op til auktion på Facebook i håbet om, at de kan indbringe en god sjat penge.
Sidste år samlede Magnus Torp 15.700 kroner ind til Knæk Cancer. I år har han allerede overgået det beløb - han er nu oppe på 17.000 kroner og mangler stadig at sælge nogle ting. Håbet er at runde 20.000 kroner og måske endda ramme 25.000 kroner til det gode formål.
- Jeg er kun en lille del af det. Men nu ved jeg da, at jeg kan sige med god samvitighed, at jeg støtter op om det, siger Magnus Torp.
En af de ting, der har solgt bedst, er en Liverpool-trøje, Daniel Agger har spillet i. Den er blevet solgt for 2100 kroner. Pengene fra indsamlingen donerer han til det store Knæk Cancer-show lørdag aften på TV2.
Knæk Cancer
Uge 43 er Knæk Cancer-uge på TV2 og TV2-regionerne, hvor der bliver samlet penge ind over hele landet til at støtte forskningen i kræft.
Indsamlingen har eksisteret siden 2012.
I alt 242 projekter har fået penge fra indsamlingen.
I 2017 blev der indsamlet 147 millioner kroner.