Masser af gæster: Kulturmødet på Mors var en succes
Video e4fd0e69698dbb for publish Mo4kU9g6W~~ZF1
Aldrig før har så mange besøgt Kulturmødet på Mors.
Den syvende udgave af Kulturmødet blev en stor succes. Ifølge næstformanden for Kulturmødet, Regionsrådsformand Ulla Astman, skyldes det måske, at man har grebet det lidt anderledes an end de øvrige år.
I år har der været mere fokus på, hvor man kan bruge kulturen - og ikke bare ”snak”.
Man regner med, at over 25.000 har besøgt kulturmødet, hvor man kunne opleve 550 forskellige arrangementer og workshops.
Både Kunsten og Uzon i Aalborg var igen repræsenteret på Kulturmødet, og de besøgende var glade for at besøge netop deres stande, hvor man havde mulighed for netop at tage en pause fra alt ”snakken” på Kulturmødet og komme ind og bruge hænderne og prøve at lave kunst.
Her havde Kunsten i Aalborg sat barren højt ved at tage et kunstværk af selveste Robert Jacobsen med til Mors, og folk havde mulighed for at fordybe sig uden at høre på megen snak.
Den sidste dag blev Kulturmødet også begunstiget af et meget flot solskinsvejr, så det betød ekstra stort rykind til de mange arrangementer, som var spredt ud over hele Nykøbing Mors.
Inden Ulla Astman gik på scenen til den afsluttende debat, luftede hun idéen om, at man måske skulle udvide Kulturmødet til ikke kun at vare 48 timer. Ulla Astman ser desuden gerne, at man omtaler og snakker kultur hele året rundt.
En anden oplægsholder på Kulturmødet kom med et helt andet forslag, nemlig at slå Kulturmødet på Mors sammen med Naturmødet i Hirtshals, som med stor succes afholdes på havnefronten i Hirtshals, og som også er blevet et stort tilløbsstykke med masser af besøgende.
En ting er sikkert - der er både Kulturmøde og Naturmøde næste år i Nordjylland.