Michael Nielsens datter: Far har det forbavsende godt

Den forsvundne morsingbo var formentlig ikke selv klar over, at han var væk. Det har muligvis hjulpet ham til ikke at miste modet.

Den 53-årige morsingbo Michael Nielsen, der fredag eftermiddag blev fundet efter at have været forsvundet i ni dage, har det efter omstændighederne rigtig godt. 

Det fortæller hans datter Mia Mejlby Nielsen til TV MIDTVEST.

Michael Nielsen er indlagt til observation på sygehuset i Thisted. Lægerne vil beholde ham et par dage, men han virker til at være i god form.

- Han har det overraskende godt. Han er, som han plejer, og joker lidt med tingene. Han var meget solbrændt og en smule dehydreret, da han blev fundet - men det var så også det. Det er næsten ikke til at forstå, at han har det så godt, siger datteren.

Michael Nielsen, der lider af en hjerneskade efter en arbejdsulykke, blev fundet på en eng ved Ullerup. Præcis hvordan han har klaret sig så længe, ved datteren ikke. Hun formoder, at han har fundet et æbletræ - for "et eller andet må han jo have spist".

Og så er der en anden vigtig faktor, mener hun.

- Efter ulykken har han mistet korttidshukommelsen og har derfor ikke været klar over, at han har været væk. Det har nok betydet rigtig meget, for så har han ikke kunne miste modet.

Familien har fået stor hjælp til at lede efter den 53-årige, og Mia Mejlby Nielsen er overvældet over den hjælpsomhed, de har mødt.

- Vi havde ikke turde håbe på, at der mødte så mange mennesker op. Man bliver helt rørt over den opbakning.

Datteren fortæller også, at hun havde svært ved at fatte det, da hun fik af vide, at hendes far var fundet.

- Først troede jeg ikke på det, men det var jo rigtigt nok, og så græd vi af lettelse. Håbet har hele tiden været der, men troen begyndte lige så stille at svinde. Tiden var jo ved at løbe fra os.


Seneste nyt

fra Nordjylland