Mors' største gård i brand - gnist antændte halmballer
Foto: Arkivfoto. TV MIDTVEST.
Nypressede halmballer gik mandag aften op i røg på Mors - men bygningerne blev reddet.
En del af høsten er mandag aften gået op i røg på gården Moutrup ved Mors. Både landmanden, to brandbiler og 12 mand fra redningsstationen måtte i aktion for at redde bygningerne.
Det fortæller indsatsleder på Mors, Claus Sejr Pedersen. Ifølge ham opstod branden klokken 20.30 på et transportbånd, der skulle fragte de nypressede bigballer ind i en stor lade. Her fik en gnist fat på en balle, og ilden bredte sig hurtigt til flere baller.
- Så vi fik lidt travlt med at tømme bygningen. Vi kørte med gaffeltruck og gummiged for at køre det brændende halm ud på en mark, hvor det kunne brænde ud. Det lykkedes heldigvis med hjælp fra bonden selv at redde bygningen, siger Claus Sejr Pedersen.
- Men havde det været en uge længere fremme, ville laden jo have været fuld af bigballer, og så havde det set helt anderledes ud, tilføjer indsatslederen.
Efter halvanden times indsats var ilden dog slukket igen. Udover den tabte halm har ladebygningen på Moutrup kun fået røgskader.