Foto: Limfjord Update.

Morsø Kommune sender nødhjælp til jordskælvsramt by

Morsø Kommune sender 18.000 kroner til deres jordskælvsramte venskabsby. Politikere fra DF og LA er imod, og ser det ikke som en kommunal opgave.

Morsø Kommunes økonomiudvalg besluttede onsdag at hjælpe deres venskabsby Bukoba i Afrika, som blev ramt af et jordskælv, der blev målt til 5,7 på Richter skalaen, den 10. september i år. Det oplyser Limfjord Update.

Kommunen har indvilliget i at give 18.000 kroner til Morsø U-landsforening, som sender dem videre til børnecentret, Uyacho Children Centre, i den jordskælvsramte by.

Det var dog ikke alle i kommunalbestyrelsen, der var enig om, at kommunen skulle træde til og hjælpe byen økonomisk.

Dansk Folkepartis Meiner Nørgaard og Liberal Alliances Uffe Korsgaard mener nemlig ikke at tilskud af denne art, er en kommunal opgave. Derfor stemte de imod bevillingen i økonomiudvalget.

Men kommunen ender alligevel med at støtte venskabsbyen. 

Også HÅBB gruppen på Morsø Gymnasium har sendt opsamlede midler afsted til den afrikanske by.

Jordskælvet berørte 125.000 mennesker, hvor 19 mennesker mistede livet, imens 440 er såret. Over 2.000 huse er ødelagte, og mere end 23.500 huse har fået større eller mindre skader.