Ulla Astman vil ikke forholde sig til sygehuslukning
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Udspil til ny sygehusstruktur kommer 28. januar, og før den dato kommer Region Nordjylland ikke med noget nyt om en eventuel lukning af sygehusafdelingen i Nykøbing-Mors.
Borgmester Hans Ejner Bertelsen og resten af Morsø Kommune må vente to uger endnu, før der kommer nyt om fremtidsplanerne for sygehusafdelingen i Nykøbing Mors. Onsdag giver borgmesteren i et læserbrev bragt på limfjordupdate.dk udtryk for sin bekymring for, om afdelingen må lukke i forbindelse med en ny sygehusstruktur. Den mulighed vil formanden for Regionsrådet Ulla Astman hverken be- eller afkræfte på nuværende tidspunkt.
- Planen bliver forelagt regionsrådet den 28. januar, og før det sker, vil jeg ikke forholde mig ikke til det, siger Ulla Astman.
Den plan, der bliver fremlagt den 28. januar, er dog langt fra den endelige dom over fremtiden for det nordjyske sundhedsvæsen. Fra fremlæggelsen af planen den 28. og frem til den endelige afgørelse i juni bliver der rig mulighed for at komme med forslag og holdninger.
- Det er det faglige/administrative forslag, der kommer der, og så går det i en høringsproces, hvor der bliver rig mulighed for forskellige inputs, inden vi træffer en endelig afgørelse, som godt kan være forskellig fra den oprindelige plan, siger Ulla Astman.
Sygehusafdelingen i Nykøbing-Mors står for 50 arbejdspladser.