2019 blev rekordår for Jesperhus
Foto: Jesperhus Blomsterpark
Arkivfoto fra Jesperhus Blomsterpark.
Ferieparken på Mors har klaret sig godt gennem 2019 - og det giver rum for flere investeringer og forbedringer af stedet.
Ferieparken Jesperhus har haft et rekordår i 2019. Årets resultat landende på 8,3 millioner kroner efter skat mod 3,9 millioner kroner i forrige regnskabsår. Det oplyser Jesperhus i en pressemeddelelse.
- Det er et tilfredsstillende resultat, der giver os mulighed for at fortsætte med at investere i Jesperhus og dermed arbejdspladser og udvikling på Mors. Den udvikling håber vi selvfølgelig fortsætter, fortæller administrerende direktør Jesper Overgaard.
Ferieparken har de seneste tre år investeret mere end 20 millioner kroner i nyt tiltag til ferieparken.
- Alene i år investerer vi 13 millioner kroner i 12 pirathytter og to piratferiehuse. Herudover kommer der en ny stor pirat-legeplads foran indgangen til det populære Zik & Zak´s Abeland, en virtual reality lounge, familieomklædning i HUGO´s Badeland samt forbedrede parkeringsmuligheder og en moderniseret hovedindgang til feriecentret, fortæller direktør Peter Overgaard.
Gæsterne tages med på råd
Jesperhus havde sidste år 300.000 overnatninger i feriecentret, hvilket er en stigning på 11 procent i forhold til året før. Og med 234.000 besøgende i blomsterparken, er der også en stigning i forhold til 2018 - nemlig på fem procent. I alt er den samlede omsætning for ferieparken steget - med 16 procent i 2019 i forhold til året før.
- Baggrunden for det øgede antal gæster skal findes i, at vi tager vores gæster med på råd, når vi skal investere. Vi spørger jævnligt vores følgere på Facebook og YouTube om, hvilke nye tiltag, de kunne ønske sig, ligesom vi lufter ideer overfor vores gæster. Der er en direkte kommunikation, som giver os direkte input omkring, hvad vores gæster tænker og føler, fortæller Peter Overgaard.
Men også de mange medarbejdere får rosende ord med på vejen.
- Netop de gode oplevelser for børnefamilierne i blomsterparken, ZOO, badelandet på feriecentret og så videre, kan kun lade sig at gøre, hvis man har et fantastisk dedikeret og professionelt personale, og det har vi. De fortjener stor ros for en fantastisk indsats, siger Jesper Overgaard.
Jesperhus beskæftiger har 45 fastansatte og cirka 270 sæsonansatte.