59-årige Poul er nystartet iværksætter: - Jeg har altid haft lyst til det
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST
Poul Kjær Torbensen er 59 år gammel og har aldrig haft en virksomhed før. Til sommer håber han, at hans nye produkt er på hylderne.
På 10 år er antallet af nystartede iværksættere over 55 år næsten fordoblet. En af dem er Poul Kjær Torbensen fra Mors.
Den forventede levealder for mænd i Danmark er 79,5 år. Det betyder altså, at man kan forvente at være 75 procent igennem sit liv, hvis man er en dansk mand på knap 60 år.
Men man kan nå meget på den sidste fjerdedel, hvis man spørger Poul Kjær Torbensen fra Nykøbing. Han er nemlig 59 år og har for nylig startet sin egen virksomhed.
- Det var nu, det skulle være. Jeg har altid haft lyst til det, men jeg var selvfølgelig nødt til at sige, at omstændighederne også skulle være der til det, siger han til TV MIDTVEST.
Han har lavet et stykke legetøj ved navn Molifaks, der på en måde kombinerer Lego og Hama-perlerne, som de fleste nok har lagt på perleplader i en daginstitution engang.
Kombinationen giver en hel masse plastikcylindre, der kan samlet og bygges til lige det, man har lyst til.
- Mine drømme for forretningen er, at jeg får et udkommende, som jeg kan leve af. Om der står 500.000 i overskud om året, eller om der står 500 millioner, det er for mig ligegyldigt. Penge er ikke det, det drejer sig om, siger iværksætteren.
Flere ældre iværksættere
Og Poul Kjær Torbensens drøm om at leve af sin egen nyopstartede forretning, selvom han er ved at være oppe i årene, er blevet mere normal.
Ifølge Danmarks Statistik er antallet af seniorer over 55 år, der starter ny virksomhed, nemlig steget fra 1374 i 2009 til hele 2654 i 2019 – altså næsten en fordobling.
Og det giver måske god mening, at det går den vej.
- Det, vi kalder ældre i dag, de er jo stadigvæk meget friske både med fysikken, men også med sindet. De har stadigvæk lyst til noget, og det er for tidligt at slappe alt for meget af, siger Peter Ekmann, der er afdelingschef hos Erhvervshus Midtjylland.