Nordjysk millardvirksomhed solgt i kæmpe-handel
Foto: Pressefoto
Sidste år havde den nordjyske virksomhed en omsætning på 1,37 milliarder kroner, mens overskuddet endte på hele 41 millioner.
Men nu er Tømmergaarden fra Nykøbing Mors ikke længere på nordjyske hænder. Den store sydjyske tømmerhandel Davidsen har nemlig købt Tømmergaarden.
Det skriver de to virksomheder i en fælles pressemeddelelser.
- Efter grundige overvejelser har vi valgt at blive en del af Davidsen-kæden. Vi ser gode muligheder for den fortsatte udvikling af forretningerne sammen med Davidsen, og vi er ikke i tvivl om, at det er den bedste fremtidssikring for medarbejderne samt for kunder og samarbejdspartnere, siger administrerende direktør og ejer af Tømmergaarden, Klaus Hansen.
Den nordjyske virksomhed har haft 17 afdelinger og sidder på 5 procent af markedsandelen på hele det danske marked, mens den har 11 procent af det nord- og midtjyske marked. Virksomhedens trælaster er en del af XL-byg kæden og beskæftiger 400 ansatte.
- For at medarbejderne fortsat kan tilbydes udviklingsmuligheder og kunderne en smidig logistik kræver det en stærk organisation. Ikke mindst set i lyset af byggebranchens hastige udvikling med fokus på digitalisering og bæredygtige produktløsninger. Davidsen kan tilføre de ekstra kræfter til virksomheden, som kan holde afdelingerne konkurrencedygtige, og vi glæder os over mulighederne, der ligger for den fremtidige drift, siger Klaus Hansen i pressemeddelelsen.
Davidsen solgte tidligere på året 90 procent af sit ejerskab til den finske virksomhed Kesko - også med begrundelsen med, at virksomheden er ved at konsolidere sig, og at investeres i fremtiden.
- Tømmergaarden er en yderst veldrevet virksomhed med dygtige medarbejdere, et godt renommé og en loyal kundebase, og vi har mange fælles værdier, som vi nu skal bygge videre på, siger Henrik Clausen, der er administrerende direktør i Davidsen.
Sammen med opkøbet af Tømmergaarden har Davidsen også købt Roslev Trælasthandel A/S og CF Petersen & Søn A/S.