Paw fra Nykøbing Mors har slået en finurlig Danmarksrekord
Paw Larsen har mere end 13.000 unikke nøgleringe.
I hans skur og kælder har han mere end 13.000 unikke nøgleringe.
- Man skal jo have noget at samle på.
Sådan lyder det fra Paw Larsen fra Nykøbing Mors, der i 2014 begyndte at samle på nøgleringe. Idéen var dengang at have en hobby, han kunne bruge tiden på. Ti år senere har han mere end 13.000 nøgleringe, der både hænger og ligger i han og konens garage og kælder.
- Der var en mekaniker, der skrev til mig, at han havde 1200 nøgleringe, jeg kunne hente, lyder det fra den glade samler.
Den store donation hjalp Paw Larsen forbi den daværende danmarksrekord på 12.000 nøgleringe. Det er dog ikke kun antallet, der betyder noget for ham. I kælderen finder man hans absolutte yndlingsnøglering.
- Det er min kone, Åse, der har lavet den. Det er første gang, hun har hæklet sådan en gulerod, fortæller han.
Se indslaget herunder:
Fra gulv til loft
Tidligere på året nåede Paw Larsen op på så mange nøgleringe i samlingen, at det ikke længere kunne lade sig gøre at have dem i garagen. Derfor måtte kælderen i brug, så den blandt andet kunne huse nogle af de lidt sjovere nøgleringe.
Når samlingen er så stor, som den er, kan det være svært at holde styr på, hvor mange nøgleringe man egentligt har. Derfor får hjælper Paw Larsens kone med at holde styr på det. Hans kone samler desuden selv på giraffer.