Stor renovering af Sallingsundbroen starter fredag
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Arkivfoto.
Fredag går et tre-årigt renoveringsprojekt af Sallingsundbroen i gang. Broen skal have ny belægning, ny fugtisolering, nye støjdæmpende fuger og nyt autoværn. Det skal sikre broens levetid.
Vejdirektoratet begynder fredag en større renovering af Sallingsundbroen. Ved Vejdirektoratets general- og særeftersyn er det tidligere konstateret, at broens fugtisolering, fuger, autoværn og vindskærm er i ringe stand. Derfor er en renovering hen over tre år nu sat i værk for at forlænge broens levetid. Det omfattende arbejde udføres i perioden 2020-2022, og alle tre år arbejdes der i sommerhalvåret fra cirka marts til og med oktober. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Vi skal i gang med en hovedistandsættelse af Sallingsundbroen. Broen skal have ny fugtisolering, ny belægning på kørebaner og cykelsti og fortove, og renoveringen omfatter også nye dilatationsfuger, nyt autoværn og vindskærm foruden betonreparationer, siger projektleder Jørn Andreas Kristensen fra Vejdirektoratet.
Vigtigt at trafikken kan afvikles
Mens renoveringen er i gang, kan både biler, cyklister og gående fortsat passere broen. Arbejdet er planlagt, så trafikken kan afvikles med få begrænsninger, mens der arbejdes på broen.
- Renovering af broer er særligt udfordrende, for ofte er broerne den eneste transportmulighed mellem to lokaliteter, så det er vigtigt, at vi sørger for, at trafikken kan afvikles, mens vi arbejder. Det er også derfor, at vores arbejde på Sallingsundbroen foregår over tre år. I år arbejder vi i broens østlige side, næste år rykker vi over i den vestlige side, og i 2022 vil vi så arbejde i midten af broen, så det i hele perioden er muligt at passere broen, mens arbejdet pågår, siger Jørn Andreas Kristensen.
I perioden vil der være smallere kørebaner på broen, og derfor er der under renoveringen en hastighedsnedsættelse til 50 kilometer i timen.
De smallere kørespor betyder dog, at brede landbrugskøretøjer ikke kan køre over broen, som de plejer. De vil kunne passere broen to gange i døgnet på fastlagte tidspunkter.