Chefundersøger udpeger sin hovedmistænkte: Maskinmester stod bag mordbrand
Flemming Thue Jensen, der søndag stod frem med sin viden om hvem, der stod bag branden på Scandinavian Star, udpegede under pressemødet skibets maskinmester som sin hovedmistænkte.
I søndagens udgave af Politiken stod Flemming Thue Jensen, der i sin egenskab af chefundersøger for Søfartsstyrelsen var en af de første personer til at komme ombord på Scandinavian Star efter dødsbrandene, der den 7. april 1990 kostede 159 mennesker, frem og fortalte om den viden han har, der peger på, at det var to personer fra skibets besætning, der stod bag brandene.
På et pressemøde søndag klokken 12 fremlagde han sin viden for offentligheden, og her kom det frem, at den ene af Flemming Thue Jensens hovedmistænkte er maskinmesteren på Scandinavian Star.
Flemming Thue Jensen fremlagde sin dokumentation, men nægtede at sætte navne, nationaliteter eller roller på de to mennesker. Efter sin fremlæggelse kom det dog frem, at den ene af de to Flemming Thue Jensen "har på sin tallerken", som han udtrykker det, er skibets maskinmester.
Det skete, da et af medlemmerne fra den norske private efterforskning af mordbranden, fortalte at Sintef - Norges Branntekniske Laboratorium - havde brugt maskinmesteren som sagkyndig i forbindelse med rekonstruktion af brandene. Herefter udbrød Flemming Thue Jensen.
- Åh nej. Nej, nej, nej. Han er en af de to mænd, jeg har stillet op på en tallerken.
Flemming Thue Jensen er mandag blevet afhørt af en særlig norsk undersøgelseskommission, og han skulle overfor den også have udpeget de to personer, han er overbevist om, stod bag de brande, der kostede 159 mennesker livet.