Frederikshavn får et monument til minde om ofrene fra Scandinavian Star. Monumentet skal stå på Paradiskajen.
Scandinavian Stars Danske Støtteforening og Frederikshavn Kommune har lavet en aftale om opsætning af et monument til minde om ofrene fra Scandinavian Star d. 7. april 1990.
- Det er dejligt, at vi har fundet en løsning, som både kommunen og støtteforeningen kan være glade for. Vi har haft en dialog længe, og jeg er glad for, at det falder på plads, for vi har hele tiden støttet at der skulle være et monument i Frederikshavn, siger Birgit S. Hansen, Borgmester i Frederikshavn Kommune.
Monumentet skal stå på Paradiskajen. Først vil monumentet få en midlertidig plads, da man tænker på at lave ombygninger på havnen i Frederikshavn, men den endelige placering efter ombygningerne bliver også på Paradiskajen.
Scandinavian Stars Danske Støtteforeningen er gået i gang med projektet sammen med en kunstner, og man forventer, at monumentet er klar i efteråret 2015.
- Monumentet bliver en stor granitsten med en plade, hvor der kommer til at stå Scandinavian Star, men der kommer ikke til at stå navne på dem, som omkom. Monumentet får en vis størrelse, for det skal selvfølgelig se ud af noget, siger borgmesteren i Frederikshavn.
Både i Oslo og i Lysekill i Sverige er der i forvejen monumenter.