81-årig savnet: Politiet stopper eftersøgningen for i dag
Foto: Nordjyllands Politi
Politiet har indsat helikopter i eftersøgning af den 81-årige Jens Hvirvelkær fra Nibe.
OPDATERET: Politiet leder fortsat efter den 81-årige mand, der natten til tirsdag forsvandt fra et plejehjem i Nibe. Han beskrives som lettere dement og dårligt gående.
OPDATERET: Politiet udvidede onsdag eftersøgningen af den 81-årige Jens Hvirvelkær til de omkringliggende dele af Nibe by. Det skete på en dag, hvor også Missing People og et dykkerhold gik ind i eftersøgningen af den 81-årige mand.
Men nu har politiet indstillet arbejdet for i dag, det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær.
- Vi har efterhånden opbrugt de muligheder, vi udforskede i dag. Planen er nu, at ligeså snart det er lyst i morgen, så sender vi dykkere i vandet ved Nibe Havn, siger Michael Elkjær.
Politiet har stadig ikke fundet den 81-årige Jens Hvirvelkær fra Nibe, der natten til tirsdag forsvandt fra sit plejehjem. I løbet af onsdag har hundepatruljer, en drone, dykkere, Missing People og adskillige medarbejdere fra plejehjemmet, hvor Jens forsvandt været ude og lede efter ham. Men altså uden held.
Den 81-årige Jens Hvirvelkær havde angiveligt kun nattøj og badesandaler på, da han forlod plejehjemmet midt om natten. TV2 Nord har i dag været i kontakt med Jens Hvirvelkærs søn Allan Hougaard. Han beskriver sin far som værende lettere dement og dårligt gående. Han bruger stok, men han har glemt at få den med, da han forlod plejehjemmet.
Jens Hvirvelkær har boet i Nibe i 50 år. Han har fire børn og otte børnebørn, og gennem mange år arbejdede han i landbruget som inseminør. Ironisk nok har han sågar arbejdet på det plejehjem, han nu er forsvundet fra.
I området omkring Nibe er han kendt som en hjælpsom mand, der altid har været klar til at tage fat. Det er da også sådan, at sønnen beskriver sin nu forsvundne far.
- Han har altid været ihærdig og stædig, hvis man kan sige det sådan. Han har altid været aktiv og en stærk mand. Hjemme hos mig, der har han jo fældet træer til han var 70 år, fortæller Allan Hougaard.
Politiet hører stadig meget gerne fra folk, der måtte have set den ældre mand. Nordjyllands politi kan kontaktes på 114.