Dedikerede frivillige: Man kan godt være med, selv om man lige har født
Foto: Camilla Thorup Christoffersen
Yngste mand på Nibe Festival er sandsynligvis Sebastian på bare 17 dage. Hans forældre, Julie Antonsen og Kenneth Lindstrøm, er blandt de 4114 frivillige, der får festivalen til at glide.
Hvad gør man, når man bliver spurgt, om man vil have ansvaret for pantindsamlingen på Nibe Festival, som finder sted bare to efter ens terminsdato?
De fleste ville nok have takket nej. Men ikke Julie Antonsen og hendes forlovede Kenneth Lindstrøm.
Da de fik spørgsmålet af en frivilligkollega i december sidste år, tænkte de ikke ret længe over det, før de svarede ja.
- Vi tænkte, at det kunne vi da godt. Vi lavede en aftale om at dele ansvaret mellem os, så jeg tog mig af alt det organisatoriske op til festivalen med at svare på mails og gå til møder. Så fik Kenneth tjansen med at få tingene til at køre på pladsen under festivalen, så jeg kunne koncentrere mig mere om Sebastian, forklarer 25-årige Julie Antonsen.
I hendes arm ligger lille Sebastian. Han kom til verden for bare 17 dage siden. Og nu er han så med på sin første festival.
Hans far og mor er nemlig nogle af de 4114 frivillige, der arbejder i kulissen. Med at lave mad, med at skænke fadøl, med at strø frisk træflis, skrubbe toiletter og tjekke armbånd. Lige i det her tilfælde har Kenneth Lindstrøm og Julie Antonsen det fælles ansvar for 16 frivillige, der skal samle alle pantflasker ind fra barerne rundt om på festivalpladsen.
Et arbejde, der foregår i morgentimerne, mens festivalgæsterne sover rusen fra dagen før ud i deres telte og campingvogne.
- Vi begynder klokken syv om morgenen cirka. Så kører vi ned til Måneskinsteltet i camp'en og tømmer stativerne der, før vi kører videre op til pladsen og laver runden dér. Ude bagved har vi så en container, hvor vi sorterer det hele og sørger for, at det kommer i de rigtige containere, siger Kenneth Lindstrøm om tjansen.
Men selv om det lyder let og overkommeligt med en frivilligtjans, der er slut allerede klokken 11 om formiddagen, har der været nok at se til - især fordi Julie Antonsen ikke kan være med på fuld tid, selv om hun har fået assistance af sin mor.
- Vi har været lidt udfordrede af, at vi pludselig manglede otte frivillige, en uge før festivalen startede. Så det måtte vi løse ved at indkalde venner og familie. Regnvejret har også drillet os, fordi det væltede pantstativerne rundt om, siger Kenneth Lindstrøm.
Alligevel går det hele op. Lille Sebastian sover det meste af dagen og klarer sig igennem larmen med små hørebøffer på ørerne. Og festivalen foregår helt på hans præmisser. Når han ikke gider mere, tager de nybagte forældre hjem med ham.
Her er bare hyggeligt. Vi er midt i skoven, musikken er god, og stemningen er noget særligt. Så vi er også frivillige næste år. Men til den tid har vi ikke Sebastian med.
Julie Antonsen, frivillig på Nibe Festival
Nogle timer på pladsen er det dog blevet til med en baby på armen og en barnevogn på slæb.
- Folk har været lidt overraskede over, at vi stod her med Sebastian i weekenden, før festivalen startede. Men for os har det godt kunnet gå op, og med lidt hjælp fra min mor har det kørt så fint, siger Julie Antonsen.
Det er kun anden gang, hun er frivillig på Nibe Festival, men det er bestemt ikke sidste gang. Hun er blevet smittet af kærligheden til Den Lille Fede og Skalskoven af sin snart kommende mand, som har været fast inventar på Hestepladsen, siden han var 15-16 år gammel.
- Her er bare hyggeligt. Vi er midt i skoven, musikken er god, og stemningen er noget særligt. Så vi er også frivillige her næste år. Men til den tid har vi ikke Sebastian med. Så er han blevet et år og har det nok bedst med et par dages ferie hos sin bedsteforældre, siger Julie Antonsen.