Kubikmeter, appelsiner og frierier: Nibe Festival i skæve tal

Nibe Festival er mere end bare musik og fadøl - se bare tallene her.

Når 10.000 glade festivalgæster dagligt rykker ind i Skalskoven for at feste og blive beriget musikalsk, sker der ting og sager. Ikke kun med folks promiller, men også med antal appelsinskræller, tomme flasker og kubikmeter flis, der skal til for at få tingen til at glide.

Der skal både spises og drikkes, og i kulisserne skal der trækkes i nogle tråde. Præcis hvor meget, der sker i Skalskoven kan ses på tal fra festivalens tre første dage.

700 kubikmeter træflis er der blevet kørt ud i Skalskoven.

25.000 liter vand måtte der torsdag pumpes væk fra en nyanlagt sø ved Blå Scene.

15 kilometer går de frivillige i teknisk afdeling om dagen under festivalen.

22.850 glas vodka&juice er der blevet solgt indtil lørdag morgen.

16 tons appelsiner og 980 flasker vodka er blevet brugt til drinks.

1650 pizzaer er blevet langet over disken i det nye område, Little Italy.

Godt 16.000 tikkende hjerter går lørdag rundt i Skalskoven - det er 500 flere end på de travleste dage i 2016.

14.270 festivalburgere var der blevet solgt indtil lørdag morgen.

1 mudderbad måtte bestyrelsesformand Thomas Larsen tage foran pressen grundet den gode omsætning.

3 frierier blev det til på og foran scenerne i 2017.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland