Frifundet for brandstiftelse
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En 42-årig mand er frifundet for brandstiftelse i forbindelse med et indbrud i Akvariekælderen.
42-årig mand får seks måneders fængsel for indbrud i Akvariekælderen i Frederikshavn.
Skyldig i indbrud men frikendt for brandstiftelse. Sådan lød dommen fra Retten i Hjørring torsdag over en 42-årig mand fra Frederikshavn. Han blev dømt for indbruddet i dyrehandlen Akvariekælderen i Frederikshavn 12. januar. Her stjal den 42-årige kontanter samt flere dyr, som senere blev fundet på hans bopæl. Det takserede retten til seks måneders fængsel.
Til gengæld frikendte retten den 42-årige for brandstiftelse. I forbindelse med indbruddet opstod der brand i Avariekælderen. Det første til omfattende skader, som er opgjort til godt 1,2 millioner kroner.
I branden døde 240 dyr, og en beboer i ejendommen måtte på sygehuset med røgforgiftning.
Men Retten i Hjørring fandt det altså ikke bevist, at den 42-årige var skyldig i brandstiftelse.
Den 42-årige modtog dommen.