LIGE NU:

Fårup Sommerland opruster

De danske forlystelsesparker investerer på livet løs - heriblandt Fårup Sommerland. Tilsammen har Fårup Sommerland og fem andre forlystelsesparker investeret mere end 175 millioner kroner i forlystelser og nyheder

Danske forlystelsesparker opruster til sommeren og køber nye forlystelser. I alt har seks forlystelsesparker brugt mere end 175 millioner kroner på nye investeringer. Det skriver Urban onsdag.

Tivoli og Legoland har med investeringer på i alt 100 millioner kroner gjort de største investeringer, men også Fårup Sommerland indkøber nyt.

Det nordjyske sommerland har investeret i en vandrutsjebane til omkring 3,5 millioner kroner, og den nye forlystelse står klar den 1. juni.

I alt har Fårup Sommerland brugt omkring 13 millioner kroner for at blive klar til denne sæson.

Søren Kragelund, der både er direktør i Fårup Sommerland og formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, understreger, at investeringer er nødvendige for at fastholde besøgstallet.

- Vores gæster bliver mere og mere kvalitetsbevidste, og det lægger pres på os. Hvis vi ikke leverer gode oplevelser og spændende forlystelser, kan vi lige så godt lukke, siger Søren Kragelund til tv2nord.dk.