Nordjyske Bank overtager Løkken Sparekasse
Nordjyske Bank køber nu kerneaktiviteterne i Løkken Sparekasse.
Nordjyske Bank har underskrevet en aftale om at købe kerneaktiviteterne - den såkaldte grønne
del af Løkken Sparekasse af det statslige afviklingsselskab Finansiel stabilitet.
Overtagelsen sker pr. 1. april 2009.
Ved overtagelsen af Løkken Sparekasse overtager Nordjyske Bank en udlånsportefølje på i alt 1,0 mia. kr., garantier for 0,2 mia. kr. og samlet indlån på i alt 1,2 mia. kr. Den overtagne del af Løkken Sparekasse overtages krone for krone. For overtagelsen betales en goodwill på 10 mio. kr.
Nordjyske Banks kernekapitals- og solvensprocent forventes også efter overtagelsen at overstige 12 procent - alene baseret på egenkapital.
På trods af omkostninger i forbindelse med overtagelsen har Nordjyske Bank ikke ændringer til forventningerne til indeværende års basisindtjening. For 2009 forventes således uændret en basisindtjening før nedskrivninger på 140-160 mio. kr.
Det forventes, at der allerede fra 2010 vil være positive synergier forbundet med overtagelsen, som i 2010 vil bidrage til bankens basisindtjening før nedskrivninger med 15 - 20 mio. kr.
Overtagelsen betyder, at 34 medarbejdere og godt 15.000 kunder fremover vil blive tilknyttet Nordjyske Bank. Der er udpeget en ny filialdirektør i Løkken, og det bliver den 58-årige Kjeld Ørum, som kommer fra bankens afdeling i Hirtshals, hvor Kjeld Ørum har været leder i de seneste sidste 23 år. Kjeld Ørum er født og opvokset i Løkken-Vrå området, og har på den baggrund et godt kendskab til egnen og området.