Kvinde overfaldet: Politiet søger vidner

En 21-årig kvinde blev overfaldet af en mand i Aalborg søndag morgen.

Nordjyllands Politi søger vidner til et overfald, der skete søndag morgen ved halv seks-tiden i en baggård ved parkeringsarealet på Østre Havnegade 5 i Aalborg.

Her blev en 21-årig kvinde overfaldet af en mand, som greb om hende med halsgreb og trak hende nogle meter hen mod et græsareal.

Kvinden skreg meget højt, og det fik et par til at opdage overfaldet. Gerningsmanden flygtede herefter ud mod Østerbro.

Anmeldelsen lyder på muligt voldtægtsforsøg, og politiet vil meget gerne høre fra folk, som har set overfaldet eller gerningsmanden – eller som har hørt skriget.

Overfaldsmanden beskrives som: mand, dansker, cirka 30 år, cirka 175-180 cm med kort karseklippet hår. Han var iført læderjakke, sort t-shirt og formentlig mørke cowboybukser.

Ved du noget, så kontakt Nordjyllands Politi på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland