Ny spiller til Frederikshavn Fox
Frederikshavn Fox skriver kontrakt på 2½ år med Jeanette Ørvad. Hun vender hjem til Frederikshavn, efter to år i Aalborg DH.
Håndboldopvækst i FFI
Jeanette har haft hele sin håndboldopvækst i FFI, men valgte for to år siden at prøve lykken i Aalborg. Her opnåede hun, på trods af at hun stadig i dag blot er ynglingespiller, at få kampe i såvel Toms Ligaen som Champions League, inden hun for nogle måneder siden valgte at vende hjem til Frederikshavn. Her har hun i de seneste måneder, optrådt på Dameynglingeholdet, der har kvalificeret sig til at spille i Ynglingeligaen.
- Jeg er utrolig glad for at være tilbage igen, det har været 1½ gode år i Aalborg DH, som rent menneskeligt har rykket mig meget.
Jeg ser frem til at fortsætte min udvikling i FOX fremover.
Jeg er parat til at kæmpe i 2½ år og håber, jeg kan bidrage med noget positivt til holdet og klubben, siger Jeanette Ørvad.
Også træneren er glad for aftalen.
- Det er altid glædeligt når unge spillere griber chancen og vælger at arbejde hårdt for at skabe forudsætningerne for at nå et eliteniveau.
Jeanette har gennem de seneste måneder vist, at hun har mange af de redskaber der skal til for at kunne udvikle sig til en Ligaspiller i fremtiden, siger Træner Anders Thomsen, og fortsætter:
- Jeg forventer naturligvis ikke at Jeanette fra dag 1 kan gå lige ind på Ligaholdet og lykkes med alt, men har klart en forventning om, at hun om nogle år vil have udviklet sig nok til at kunne træde ind i en vigtig rolle på dette niveau.
Udløber i 2010
Aftalen med Jeanette træder i kraft allerede nu og løber frem til udgangen af sæsonen 2009/2010.