Hjælpende hånd til afdeling O2

Efter halvanden måned i uvished var der i dag godt nyt til sygeplejerskerne på afdeling O2 fra ledelsen på Aalborg Universitetshospital.

Sygeplejerskerne på afdeling O2 har i halvanden måned kæmpet en kamp for at pointere deres utilfredshed med arbejdsklimaet på afdelingen. Tirsdag var der så godt nyt, da ledelse og medarbejdere på et møde blev enige om en række tiltag.

- Alt i alt, så er vi rigtig godt tilfreds med mødet, og de initiativer, der blev præsenteret, siger Lone Mattesen Riis, der arbejder som Social og Sundhedsassistent på afdeling O2.

Det er en optimering af den daglige stuegang samt optimeringer i indlæggelses-proceduren, der sammen med andre tiltag skal skabe et bedre arbejdsmiljø. Målet er, at belægningsprocenten skal sænkes, efter den i det meste af 2015 har været over 100 procent.

- Det har været en rigtig hård periode, det er der ingen tvivl om. Processen startede jo noget længere tid før, end vi tog fat om sagen, så det har været meget hårdt, siger Lone Mattesen Riis.

Medarbejderne og sygehusledelsen har fastsat den 1. september som skæringsdato. Her skal effekten af de nye tiltag kunne ses.

- Der er ingen tvivl om, at der har været for mange patienter på O2. Nu er vi alle sammen trukket i arbejdstøjet, og det er jeg sikker på, vi snarest vil kunne se resultatet af, siger Lis Bjerregaard Riahi, der er viceklinikchef på Aalborg Universitetshospital.

Blandt medarbejderne på afdeling O2 er der stor tiltro til, at man med de netop igangsatte initiativer i fremtiden vil få en velfungerende afdeling.

- Ja, selvfølgelig tror jeg på det, og vi har ledelsens ord på det. Så hvis belægningsprocenten ikke er faldet til september, så vil vi tage aktion med det samme, siger Hanne Gotfredsen, der er sygeplejerske på afdeling O2.


Seneste nyt

fra Nordjylland