Gratis parkeringsplads kostede pludselig knaster: Parkeringschok på Eternitten

Fra den ene time til den anden oplevede beboerne i det nye område ved Eternitten, at der nu skulle betales for at parkere. Men beboerne kan ikke bruge pladserne, så nu står de ofte tomme.

Eternitten i Aalborg Midtby er gået fra at være et øde industriområde til et populært boligområde med mange eksklusive lejligheder.

Og indtil for nylig var også gratis parkeringspladser en del af goderne.

Men det er slut. Nu er der de fleste steder indført halvtime- eller timeparkering i Eternitområdet.

quote Det kan kun handle om at trække nogle flere penge i land. Det handler i hvert ikke om service overfor de folk, der bor her, deres gæster eller folk, der skal passe deres arbejde her. Det bliver sådan lidt en pengemaskine.

Flemming Ravn, arbejder i nærheden af Eternitten

Og det er en kæmpe skuffelse for de mange beboere, der netop er flyttet ud til området for at slippe for parkeringsbøvlet i midtbyen.

Nikolaj Knudsen og hans familie har boet i Øgadekvarteret og Vestbyen i Aalborg, men da han fik job udenfor byen, så de ingen anden udvej end at flytte.

- Vi havde i flere år oplevet, hvordan folk kørte rundt i en evighed hver aften for at finde parkering, så vi var godt klar over, at det ville blive svært, når jeg også skulle til finde plads til bilen på det tidspunkt hver dag. Derfor var det bestemt med i overvejelserne, at der var fri parkering og masser af pladser, da vi rykkede herud til boligerne på den gamle eternitgrund, siger Nikolaj Knudsen, der er lærer og beboer på Eternitgrunden.

De nye parkeringsregler tillader kun halvtime- eller timeparkering i Eternitområdet. Men det er umuligt for beboere at bruge til noget som helst, oplyser dem, TV2 Nord har talt med.

- Det betyder mange tomme pladser og en stor parkeringsplads, der står tom hele dagen og om aftenen. For man må kun holde en time ad gangen. Og det er der jo ikke nogen, der gør der, hvor de bor, siger Nikolaj Knudsen.

Beboer: - Det virker tåbeligt

Sune Bjerregaard fra Klarup plejer ikke at betale for at parkere, når han besøger sine venner på Eternitgrunden. Det skal han nu, så han har med noget besvær fundet en plads uden afgift. Men han undrer sig over den store, tomme p-plads.

- Den er altid tom. Det virker tåbeligt og mærkeligt, for vi er jo langt fra midtbyen, siger Sune Bjerregaard.

Flemming Ravn, der arbejder som tømrer i nærheden, haster hen til sin bil, som er den eneste, der lidt senere holder på pladsen.

- Jeg skulle lige se, om jeg havde fået en bøde, for nogle kolleger gjorde mig opmærksom på, at der lige var indført parkeringsrestriktioner.

- Det kan kun handle om at trække nogle flere penge i land. Det handler i hvert ikke om service overfor de folk, der bor her, deres gæster eller folk, der skal passe deres arbejde her. Det bliver sådan lidt en pengemaskine, siger Flemming Ravn.

Begrænsningen gælder fra klokken otte om morgenen til klokken 22.

- Men de fleste kommer hjem ved fyraftenstid om eftermiddagen, og her skal der stilles parkeringsskive hver time, siger Nikolaj Knudsen.

Hemmelig parkeringsplads stadig 'fredet'

En lille - nærmest hemmelig - parkeringsplads i eternitområdet, er stadig uden begrænsninger, men den begynder også at blive presset.

- Så er det lige pludselig meget svært at finde parkering, og så må man op i gaderne i Vejgaard og Kærby for at parkere. Det kan bare ikke være meningen, at vi skal genere folk der, siger Nikolaj Knudsen.

En anden beboer er taget tidligt hjem, blandt andet for at kunne parkere på gratispladsen og ikke være nødt til at køre ud på en villavej i Vejgaard. Fri parkering vægtede tungt, da der blev valgt bolig på Eternitgrunden og ikke i midtbyen.

- Det var næsten hovedårsagen, vil jeg sige, for hvis man bor nede i byen, er det umuligt at finde pladser. Og hvis man endelig finder en, er det højst sandsynlig et parkeringshus, man så skal betale en masse penge for. Derfor flyttede vi, for her var det jo let at parkere - troede vi i hvert fald, siger Anders Mikkelstrup, Phd-studerende og beboer på eternitgruden.

Overvejer at droppe bilen

Jeanette Nielsen kører rundt på den lille eftertragtede p-plads. Hun flyttede også til eternitområdet for at slippe for parkeringsproblemer.

- Vi flyttede herud, fordi vi troede og havde fået at vide, at der ville være flere parkeringspladser. Man giver jo ret meget i husleje herude også, så det virker da unfair, at der ikke er nok pladser til os, siger Jeanette Nielsen – der har overvejet et liv uden bil.

- Men man er bare så afhængig af at kunne komme nogle steder. Vi har familie udenfor byen, og så er der behov for en bil, siger Jeanette Nielsen.

Nikolaj Knudsen ryster på hovedet af de nye regler.

- Det er grådigt og for tidligt at rykke ind med begrænset parkering. Det har ikke været et problem endnu, så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor vi skal have alle de her pladser, der står tomme. Det er lidt til grin, siger han.

TV2 Nord har talt med Europark og Q-Park, der administrerer parkeringen de fleste steder på Eternitgrunden, men her ønsker man ikke at oplyse, hvorfor de nye parkeringsforhold blev indført, eller hvem kontrollen udføres for.


Seneste nyt

fra Nordjylland