10 ældre borgere udsat for bedrageri: Nu kommer politiet med advarsel
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Mandag udsendte Nordjyllands Politi en advarsel og et signalement, fordi tre personer var blevet udsat for såkaldt kontaktbedrageri, hvor personer bliver franarret kort og kontanter, efter de er blevet telefonisk kontaktet af nogen, der udgiver sig for at være fra deres bank.
Desværre kan vagtchef ved Nordjyllands Politi, Christian Tilsted, tirsdag morgen fortælle, at tre ældre borgere endte med at gå i fælden mandag i tidsrummet fra kl 11 til 17, og yderligere syv blev forsøgt franarret deres kort, penge og oplysninger.
- Det strækker sig fra Hjallerup til Hobro, og her er man kommet afsted med kontanter, betalingskort og i et enkelt tilfælde smykker, oplyser han.
De primære ofre for tyverierne er ældre mennesker i alderen 75 til 100 år.
Kommer med advarsel
Det er gået ud over to ældre personer i Hjallerup, to i Skørping, en i Støvring og hele fem i postnummer 9500 Hobro.
- Vi kigger nu på, om der er en sammenhæng, for det tænkes der jo, at der er, konstaterer vagtchefen.
Fælles for anmeldelserne er, at der er tale om en dansk mand med lyst hår i alderen 20 til 30 år. Manden beskrives derudover som værende pæn i tøjet, mens han kører i en lille hvid bil.
Nogle borgere har også berettet om en anden mand, der er spinkel og skandinavisk af udseende, som også er mødt op sammen med den anden gerningsmand i et enkelt tilfælde.
Tyvene har franarret penge beløb på alt mellem 4.000 kroner og 10.000 kroner. De mange tilfælde mandag får Nordjyllands Politi til at komme med en advarsel.
- Vi advarer selvfølgelig mod, at en bankmand aldrig vil møde op på ens hjemadresse og bede om at få udleveret betalingskort eller andet, pointerer vagtchefen, der påpeger, at man gerne må være kritisk, når man modtager sådan nogle opkald eller får sådan nogle besøg.
Politiet opfordrer samtidig borgere til at kontakte dem hurtigt på telefon 114, hvis man er blevet kontaktet af svindlerne og har afgivet oplysninger, der kan få dem til at dukke op på sin private adresse.