10.000 nordjyder ramt af demens: Pårørende søger hjælp

Demens er den nye, store folkesygdom. Alene i Nordjylland skønnes 10.000 at lide af den snigende, ubarmhjertige sygdom. Og de pårørende lider med.

Hvert år rammes 7.700 danskere af demens. 80.000 danskere menes at lide af en demenssygdom, viser tal fra Nationalt Videnscenter for Demens. Antallet af danskere, der rammes af sygdommen, skønnes at være stigende.

Lørdag er International Alzheimerdag. I Aalborg markeres dagen som Huskedagen, og Aalborg Kommune har i løbet af ugen tilbudt demente, pårørende og andre interesserede en række arrangementer med fokus på demens. Der har også været råd at hente for de voksne børn, der er ramt af en fars eller mors demens.

- Jeg troede, at jeg var voksen og stærk nok til at klare situationen, men jeg blev alligevel chokeret, da det gik op for mig, at min far slet ikke var den samme person længere. Han var nærmest gået i barndom og skal nu have hjælp til det meste, siger Hanne Olesen.

Hun er 51 år og barn til en dement far på 82 år, som bor på plejehjemmet Margrethelund i Dronninglund. Britta Pedersen er demensvejleder i Aalborg Kommune, der har oprettet særlige pårørendegrupper for de voksne børn.

- De voksne børn er lidt en overset gruppe, og de er jo lige berørt, uanset om de er 25 eller 50 år. Det er altid pinagtigt at se sin far eller mor ændre sig så meget. Derfor tænker vi nu de pårørende – også børnene - ind i vores behandlingstilbud, siger Britta Pedersen.

- Det har ikke altid været sådan, og mange af dem skal også lige sunde sig og tænke efter, før de modtager vores tilbud. Allesammen har dog været glade for at møde andre i samme situation, og efterhånden må vi udvide antallet af pårørendegrupper, for der er virkelig hjælp at hente, siger Britta Pedersen.

Ifølge hende viser de seneste tal, at der er cirka 10.000 demente og 40.-50.000 berørte pårørende i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland