108 slagteriarbejdere mister jobbet: - Det gør rigtig ondt

Fjerkræslagteriet HKScan i Skovsgaard lukker ved udgangen af marts. 108 medarbejdere mister dermed jobbet. Det gør rigtig ondt, siger lokalt folketingsmedlem.

I begyndelsen af januar kom det frem, at fjerkræslagteriet HKScan i Fjerritslev var indstillet til lukning. Siden har ledelsen forhandlet med slagteriarbejderne om en løsning, men det ligger fast, at produktionen i Skovsgaard indstilles sidst i marts.

- Det har været en god og konstruktiv forhandlingsproces, som desværre ikke har kunnet ændre på, at resultatet er, at vi må overbringe mange gode kolleger den triste besked at deres job forsvinder, siger administrerende direktør i HKScan Denmark A/S, Anders Jeppesen Jensen.

Der skal fortsat pakkes kyllingekød på slagteriet i Skovsgaard, men virksomheden må stadig sige farvel til 108 medarbejdere.

- Vi er rigtig kede af, at virksomheden må opsige rigtig mange dygtige og gode kollegaer, men vi må også erkende den økonomiske situation, som virksomheden er i, siger Vivian Hansen, tillidsrepræsentant for de timelønnede medarbejdere på HKScans slagteri i Skovsgaard.

Folketingsmedlem for Socialdemokraterne Ane Halsboe-Jørgensen besøgte onsdag HKScan i Skovsgaard. Hun var inviteret og kom for at lytte til de ramte medarbejdere.

- Jammerbugt Kommune er blevet hårdt ramt først med Ticans lukning i Fjerritslev og nu her i Skovsgaard, og det gør ondt. Det gør rigtig ondt i forhold til folk, som har ufaglærte jobs, som nu skal ud at finde noget andet. Så mange jobs har vi simpelthen ikke i Jammerbugt Kommune til den her gruppe af medarbejdere, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun vil nu forsøge at hjælpe de afskedigede medarbejdere.

- Derfor må vi stå sammen om for det første at få hjulpet dem videre til nogle andre arbejdspladser, hvor der så er arbejde at få, men også de medarbejdere, som har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. De skal jo have noget uddannelse. De skal have papir på, at de kan noget. Det er den eneste vej til ikke at stå med en ny fyreseddel i morgen, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland