Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

11 spritbilister på 12 timer

Nordjyllands Politi har haft held i sprøjten i det sidste halve døgn. Hele 11 spirituspåvirkede bilister er røget i politiets fælder på blot 12 timer.

I løbet af blot tolv timer hen over fredag aften og lørdag nat har politiet fået fat i hele 11 spritbilister på de nordjyske landeveje.

- Vi er godt tilfredse med, at vi har fanget så mange, men jeg er selvfølgelig aldrig tilfreds med, at folk kører i spirituspåvirket tilstand, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Der har ikke været en direkte razzia i Nordjylland. Spiritusbilisterne er i stedet stoppet i forbindelse med almindelige rutinetjek fra politiets hånd. Og spritbilisterne blev taget af patruljer i hele regionen. Der var blandt andet tale om flere forhold i Aalborg og Hjørring samt en spritbilist på motorvejen ved Vodskov.

Vagtchef Henrik Beck tror dog ikke, der har været ekstra mange spirituspåvirkede bilister på vejen, end der plejer at være.

- Jeg tror, de er der altid. Det handler bare om, om vi rammer dem på dagen eller ej, siger Henrik Beck.