14-årig dreng blind passager i reservehjul

En 14-årig retarderet dreng fra Mariager-kanten har fået sit livs køretur i et reservehjul fastgjort på stellet under en lastbil, det skriver NORDJYSKE Medier.

90 kilometer blev det til, før drengen ganske upåvirket over situationen krøb frem i det fri, da den intetanende chauffør gjorde stop på motorvejens rasteplads ved Ejer Bavnehøj.

- Det er helt fantastisk. Det kunne være endt ganske tragisk, siger vicekriminalkommissær Jens Pedersen, Sydøstjyllands Politi i Horsens.

Drengens køretur begyndte onsdag tæt ved hans bopæl i Mariagerfjord Kommune. Her faldt han for fristelsen til at gemme sig på reservehjulet i lastbilen, der holdt parkeret på en plads i byen. Få øjeblikke efter satte chaufføren sig ind i det store køretøj, og så gik det ellers syd over med den blinde passager i reservehjulet.

Da chaufføren næsten et par timer senere gjorde holdt på rastepladsen ved Ejner Baunehøj, kom drengen frem fra sit skjul. Chaufføren anede stadig ikke noget, og det var først, da andre på rastepladsen undrende spurgte, om han var opmærksom på sin ikke helt almindelige last, at situationens alvor gik op for ham. Dybt rystet kontaktede han straks politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland