14-årig måtte lægges i håndjern

En 14-årig ung mand gik så meget amok, at politiet måtte lægge ham i håndjern.

Omkring klokken to søndag nat gik en 14-årig dreng så meget amok på Lodsgade i Asaa, at en kammerat måtte tilkalde politiet. Drengen var beruset, og da politiet ankom, prøvede han først at flygte og måtte derefter fastholdes og lægges i håndjern.

- Det er meget usædvanligt, at vi må lægge så ungt et menneske i håndjern, men det bliver vi simpelthen nødt til, fordi han går så meget amok, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen til TV2/Nord.

Drengen blev sat ind i patruljevognen, hvor han gentagne gange slog hovedet ind i ruden og spyttede så meget i bilen, at den måtte rengøres efterfølgende.

Den 14-årige bliver nu afhørt i Frederikshavn sammen med sine forældre og de sociale myndigheder, men på grund af drengens lave alder, er det ikke sandsynligt, at han bliver tiltalt.


Seneste nyt

fra Nordjylland