15 ansatte fritstillet i Nordjylland
Jyske Bank fyrer 150 ansatte i Danmark. De 15 er i dag blevet fritstillet i banker i Nordjylland.
Inden udgangen af 2012 skal Jyske Bank sige farvel til 250 medarbejdere. Det har betydet, at banken i dag har fyret 150 medarbejdere. 15 af disse medarbejdere er i dag blevet fritstillet fra filialer i Nordjylland. Det oplyser Tom Frandsen, der er områdedirektør i Nordjylland.
Samtidig bliver to afdelinger lukket. Pandrup bliver slået sammen med Løkken og Bindslev bliver slået sammen med Sindal.
- Vi har set en tilgang i kunder, men kunderne aftager mindre. De holder mere på pengene og de arrangerer færre møder i banken, siger Tom Frandsen.
Nu har Jyske Bank så taget konsekvensen.
- Vi kunne vælge at tilpasse os til markedsvilkårene eller smide håndklædet i ringen, siger Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank.
Samtidig med nedskæringerne er der dog et lyspunkt i Nordjylland. Datterselskabet Jyske Finans har indgået en aftale med Spar Nord-koncernen om overtagelse af leasingaktiviteter fra Finans Nord A/S, der vil blive afviklet i Spar Nord.