15 nordjyder i retten for køb af stjålne senge
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
15 nordjyder var i dag for retten i Hjørring, sigtet for hæleri, fordi de havde købt stjålne møbler - blandt andet senge som denne.
Retten i Hjørring havde i dag besøg af 15 flove nordjyder. Alle var de tiltalt for at have købt møbler - specielt elevationssenge - som sidste sommer blev stjålet fra Erling Christensen Møbler i Sindal.
Tirsdag var der uvante gæster på anklagebænken i retten i Hjørring. Ganske almindelige nordjyder, som dog havde én ting til fælles. De havde alle købt stjålne møbler - specielt elevations senge.
- Det er jo mere hr. og fru Danmark, den her sag handler om. De er flove og med nedbøjede hoveder. Det er ikke de klienter, som jeg er vant til at se som forsvarsadvokat, siger advokat Jens Christian Christensen fra Sæby.
De 15 nordjyder havde alle fået tilbudt og købt stjålne møbler. Specielt Auping elevationssenge, som typisk koster knap 30.000 kroner i butikken, blev af tyvene solgt til 10.000 kroner.
Det gode tilbud viste sig dog senere at blive en dyr fornøjelse. Alle sengene viste sig at være stjålne, og blev senere hentet af politiet og afleveret tilbage til butikken igen. Ud over de 10.000 kroner, som de tiltalte havde betalt til tyvene, valgte de fleste også at køre den tunge vej til Sindal for at købe sengene én gang til.
- De fleste af dem var selvfølgeligt kede af det, og nogle var også sure over det. De fleste kunne dog godt se, at det var rimeligt nok at de betalte for sengene igen, siger møbelhandler Erling Christensen fra Sindal til TV2/NORD.
I dag skulle de så alle møde i retten én efter én - sigtet for hæleri. For de fleste var det første gang, de så et retslokale i virkeligheden.
- Det er jo mennesker, som tydeligvis ikke før har været i berøring med det her miljø. Som en af dem sagde, da han forlod retten: "skal jeg give hånd? - skal jeg sige farvel?". Det er ikke den attitude, jeg som erfaren forsvarsadvokat ser mest hos de tiltalte, siger advokat Jens Christian Christensen fra Sæby.
Oven i den dobbelte pris for sengene kan de tiltalte alle regne med en bøde på mellem 8 til 10.000 kroner. En elevationsseng kommer således til at koste dem i nærheden af 50.000 kroner plus en plet i straffeattesten.