16-årig drabsmand igen i retten
Stadiondrabet i Aalborg, hvor den nu 16-årige Rasmus Popenda fik fire års fængsel i byretten, kommer tirsdag for landsretten i nyt nævningeting.
Den nu 16-årige Rasmus Popenda blev i vennekredsen betegnet som en tikkende bombe, inden den blev udløst med fatale følger for et år siden. Det skete, da drengen gik bersærk i en alkohol- og amfetaminrus en tidlig morgen ved Aalborg Stadion, hvor den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen blev det tilfældige offer.
Den 27. oktober blev manden fuldstændig uprovokeret slået, sparket og trampet ihjel. Og frarøvet 15-20 kroner af den 15-årige dreng.
For ugerningen fik Rasmus Popenda i august fire års fængsel - ikke for drab, men for dødsvold. En afgørelse, som hurtigt blev anket af anklagemyndigheden, og en afgørelse, som politikere kritiserede for at være for mild. Uden at de havde læst dommen.
Selv statsministeren udtrykte undren, og jurister anklagede politikere, fordi deres udtalelser kunne påvirke dommere og nævningerne forud for en eventuel kommende ankesag og dermed være på kanten af loven.
Tirsdag og de to følgende dage skal et nyt hold jurister og nævninger behandle drabet ved Landsretten i Aalborg, og sagen bliver også historisk, da det er den første ankesag efter domstolsreformen, hvor dommen fra en nævningesag i byretten skal for et nævningeting i landsretten.
I byretten var der seks nævninger, i landsretten er der ni - mens der begge steder er tre juridiske dommere.
Da Rasmus Popenda blev dømt i byretten, var kun de juridiske dommere enige om, at han ikke kunne dømmes for drab. Når ankesagen begynder, vil vicestatsadvokat Kirsten Dyrman kræve drengen dømt for drab.
På grund af sin unge alder kan han maksimalt få otte års fængsel fra drab eller seks års fængsel for dødsvold. Hvis han skal kendes skyldig, kræver det mindst to stemmer fra dommerne og seks stemmer fra nævningerne.
Den grove voldssag fra Aalborg kunne måske være undgået, hvis kommunen tidligere havde grebet ind over for Rasmus Popenda. Han stod bag 11 voldelige overfald, røverier m.v., inden det gik galt for alvor, men han kunne ikke straffes på grund af sin unge alder.
Rådmand Mai-Britt Iversen (S) har flere gange erkendt, at kommunen kunne have gjort det meget bedre.
- Når jeg kigger tilbage, hersker der ingen tvivl om, at vi langt tidligere og mere massivt skulle have været inde. Vores indsats var ikke god nok, siger Mai-Britt Iversen.
Kommunen har bl.a. forsømt muligheden for tvangsanbringelse af Rasmus, selv om kommunen var bekendt med hans mange voldelige overfald.
Socialpædagogernes fagforening har betegnet sagen som "et massivt omsorgssvigt fra kommunen".
- Hvor mange børn skal svigtes, og hvor mange overfald og drab skal vi se, før kommunen indser, at de er nødt til at prioritere den tidligere indsats meget højere, spurgte formanden Kirsten Nissen efter en tv-dokumentar om stadiondrabet for et par uger siden.
Rasmus' forældre blev skilt, da han kun var to år, og han havde en opvækst primært hos sin alkoholiserede mor og en meget ustabil skolegang.
Siden blev han som stor dreng, hvor mange troede, han var langt ældre, end han var, en del af et miljø af utilpassede unge i Kennedy-Arkaden - et butikscenter ved Aalborg Banegaard. Dette miljø eksisterer ikke længere, oplyser politiet i Aalborg.
Det var på drengens og den 48-årig mands vej hjem fra nattelivet en tidlig morgen for et år siden, at bomben sprang.
/ritzau/