16 nordjyske restauranter dyster om gourmettronen
16 nordjyske restauranter dyster om at blive Nordjyllands bedste.
16 nordjyske toprestauranter skal dyste om hvem, der er regionens bedste, i en ny turnering - mandag blev der trukket lod om første runde i dysten.
Det næste halve år vil gourmetbanen i Nordjylland være hårdt kridtet op. Her skal toppen af regionens restauranter finde ud af, hvem der er "Bedst i Nordjylland".
Konkurrencen er ny, og der er plads til 16 restauranter, som to og to skal mødes i drabelige slag på sauce og braiseringer om, hvem der kan gå videre til næste runde. Mandag blev holdene udtrukket på restaurant San Giovanni i Aalborg.
Den Danske Spiseguide og det nordjyske restaurant-samaarbejde GastroNorth står bag initiativet, der begynder til januar. Her skal hver restaurant sammensætte og udføre menuer, der skal være med til at skabe opmærksomhed om gastronomien i Nordjylland.
Udover sværvægtere som Brøndums Hotel og Mortens Kro deltager også Hotel Amerika fra Hobro. Restauranten har netop fundet vej til Den Danske Spiseguide 2018 og skal nu op mod de tunge drenge.
Der er stadig en enkelt ledig plads i konkurrencen - San Giovanni mangler en modstander i første runde.
En fagjury vil afgøre hver dyst, men det er frit for alle at købe billetter til arrangementerne og selv være med til at smage på herlighederne.
I første runde mødes:
Fusion, Aalborg - Vendia, Hjørring
Applaus, Aalborg - Strandhotellet, Blokhus
Strandingskroen - Textur, Aalborg
Brøndums hotel, Skagen - Tabu, Aalborg
Hotel Amerika, Hobro - Studie 4, Aalborg
Ruths Hotel, Aalborg - La Locanda, Aalborg
Musikkens Spisehus - Mortens Kro, Aalborg
San Giovanni, Aalborg - (ledig plads)