18-årig slap heldigt fra voldsomt færdselsuheld
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En 18-årig mand overså, at han havde ubetinget vigepligt, og så skulle han skæres fri fra sin bil. Ingen kom alvorligt til skade.
En 18-årig mand og en 20-årig kvinde slap i aftes heldigt fra et færdselsuheld ved Pandrup .
Manden overholdt ikke sin ubetingede vigepligt. Derfor kørte han ind i bilen med den 20-årige kvinde. Ved kollisionen blev mandens bil slynget ud på en mark, og han blev teknisk fastklemt i bilen. Derfor måtte taget skæres af bilen, så han kunne komme ud.
Det viste sig dog, at der umiddelbart ikke var sket noget alvorligt med nogen af de to bilister. Den unge mand bliver dog alligevel undersøgt for, om han skulle have fået skader på rygsøjlen ved kollisionen.
Uheldet skete klokken 19.59. Den unge mand kom kørende ad Skadbakvej mod sydvest, mens kvinden kørte ad Kaas Hedevej.