2012 bliver rekordår for lave renter
Renten ligger rekordlav. Og økonomerne forventer, at 2012 bliver endnu et år præget af lave renter.
2012 vil betyde et rekordernes år for Nationalbankens rente.
Hver gang banken vil dreje på renteskruen, får den en tand ned - og hver gang sættes der rekord i lave renter.
Et bredt udsnit af førende danske økonomer mener nemlig, at renten vil blive endnu lavere end de 0,7 procent, som Nationalbankens udlånsrente er på lige nu.
Fire ud af 10 økonomer regner med en lavere rente, mens hver tredje regner med, at den vil forblive uændret i år, viser en rundspørge Ritzau har foretaget til 40 danske økonomer.
Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank, er én af de økonomer, der forventer, at Nationalbankens rente kommer helt ned på en kvart procent i år.
Han er også blandt den halvdel af de 40 økonomer, der regner med, at Nationalbankens udlånsrente vil forblive lavere end renten fra Den Europæiske Centralbank.
- Jeg forventer, at Den Europæiske Centralbank kommer til at sætte renten yderligere ned for at holde hånden under euroland. Det vil per automatik føre til, at Nationalbanken følger efter, siger han.
ECB har rentemøde allerede torsdag, men her er der dog ingen forventninger om, at renten bliver ændret. Det vil imidlertid ske senere på året, mener Niels Rønholt.
Seniorøkonomen regner med, at ECB sætter renten ned to gange i år med samlet 0,5 procentpoint. Og at Nationalbanken følger efter.
- Renten i Danmark vil forsat være lavere end i euroland. Og så længe vi har situationen med de store gældsproblemer i eurolandene, så vil den danske krone nok være mere attraktiv end euroen, siger han.
Hvem kommer de lave renter til gode, for det er jo ikke Nationalbankens renter vi låner til i banken?
- Alt andet lige vil den lave rente fra Nationalbanken selvfølgelig være med til at holde renterne nede. Og det vil også påvirke det renteniveau, vi møder i realkreditinstitutter og i banker, siger Niels Rønholt.
/ritzau/