En 30-årig kvinde fra Aalborg er blevet varetægtsfængslet i 16 dage for dødstrusler mod en politibetjent, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
Det er kun få uger siden, at den 30-årige kvinde fra Aalborg fik en otte måneders fængselsdom for fodbolduro og trusler mod en betjent.
Nu er kvinden så lørdag formiddag blevet varetægtsfængslet i 16 dage. Kvinden har sendet sms-trusler mod den samme betjent, hvor hun truer ham på livet.
Den 30-årige var en af uromagerne ved superligakampen mellem AaB og FCK i marts, hvor hun blandt andet kastede med romerlys, og hun blev også anholdt, da AaB her i foråret spillede på udebane mod AGF.
Hun har karantæne fra stadion, men møder alligevel op, og i forbindelse med fodboldkampe har hun adskillige gange haft konfrontationer med politiet.