3000 mountain-bikere på rundfart om Aalborg

Lørdag blev Danmarks største mountainbikeløb for tredje år i træk afholdt i Aalborg.

3000 mountainbikeryttere blev lørdag udsat for masser af terrænkørsel og bakker i det nordjyske. De kunne vælge enten at cykle 103 kilometer, 54 kilometer eller 31 kilometer i og syd for Aalborg, hvor der var mountainbikeudfordringer af alle arter på stier ved blandt andet Kongshøj, Sønderholm og Drastrup.

Selvom den længste rute er 103 kilometer, så var det ikke kun elitesportsfolk der deltog i løbet:

- Vi henvender os til dem der ikke køre cykelløb til dagligt. Jeg har 20 kollegaer der købte en mountainbike i sidste uge og skal køre 103 kilometer i dag, siger løbsleder Erik Hostrup.

Over 400 frivillige var med til at stable løbet, som er landets største mountainbikeløb, på benene, hvor den første rytter kom i mål efter lidt mere end tre timer.

Mandag bringer vi i Nordjylland Live en længere reportage fra lørdagens udfordrende løb.


Seneste nyt

fra Nordjylland