33-årig stikker rival i halsen med kniv
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
33-årig mand anholdt for at stikke en rival i mave og hals. Offeret er ifølge politiet tirsdag morgen udenfor livsfare. OPDATERET KL. 08.20
En 40-årig mand var mandag aften og nat i alvorlig livsfare efter at være blevet stukket ned i et hus i Hadsund.
- Den 40-årige er blevet stukket med en kniv i både maven og halsen, fortæller politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi natten til tirsdag.
Manden blev straks bragt til Aalborg Sygehus, hvor han blev opereret. Og tirsdag morgen melder vagtchef Michael Hæstrup, at den 40-årige mand nu er udenfor livsfare.
- Den 33-årige formodede gerningsmand er anholdt, og vi har fundet en kniv i en hæk på ejendommen, fortæller politikommissær Lars Nørskov.
Det var ved 21-tiden mandag aften, politiet blev kaldt til ejendommen på vejen Burholt i det nordlige Hadsund. Hårdt såret var det lykkedes den 40-årige mand at søge tilflugt hos en genbo.
Ifølge politiet kender offer og gerningsmand hinanden via den samme kvinde. Men politiet kendte tidligt tirsdag endnu ikke forløbet op til det blodige opgør.
Ifølge bt.dk kan de to mænd være kvindens nuværende og tidligere kæreste, og det kan være problemer omkring samkvemret til et barn, der har udløst dramaet.