3,5 millioner samlet ind til kræftramte
Foto: Christell Maria Iversen (Arkiv)
Kræftens Bekæmpelses landsindsamling søndag gav 3,5 millioner kroner i Nordjylland.
Søndag var Kræftens Bekæmpelses indsamlere på gaden, for at samle penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte. I Nordjylland blev der indsamlet 3.510.891 kroner. Det svarer til det beløb, der blev samlet ind ved sidste års indsamling.
- Indsamlingen i dag viser, at selv om krisen kradser, mener danskerne ikke, at den skal kradse på de mest syge, siger direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.
På landsplan blev resultatet 30,5 millioner kroner.
- Vi er stolte af den store opbakning danskerne har vist til kræftsagen i dag. Både fra de mange der har givet et kontant bidrag, og de mange der har brugt en god forårsdag på at styrke kampen mod kræft, siger Leif Vestergaard Pedersen.