3F-formand: Regeringsgrundlaget er bedre end frygtet
Allan Busk ser dog med bekymring på det kommende regeringsarbejde.
Danmarks største fagforening 3F organiserer 262.000 både ufaglærte og faglærte lønmodtagere på landsplan. I Aalborg havde formanden frygtet, at det nye regeringsgrundlag for Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ville gå værre ud over 3F-medlemmerne, end det ved første øjekast ser ud til.
- Det kunne have været værre. Det må jeg da sige. Med de par herrer (Jakob Elleman-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, red.) og Mette Frederiksen kunne man have frygtet det, der var værre. Men der er tidsler i det her, siger formand for 3F i Aalborg, Allan Busk.
Bekymring
Allan Busk havde på forhånd frygtet et totalt opgør med den resterende del af efterlønnen. Det nye regeringsgrundlag vil skaffe 45.000 flere personer i arbejde, men det sker ikke umiddelbart ved helt at sløjfe efterlønnen for at få medarbejdere til at blive længere på arbejdsmarkedet.
- Det er med bekymring, at vi ser frem til, at de skal til at i gang med arbejdet. Nu har vi hørt skåltaler og flotte ord. Nu skal vi snart se, hvordan det bliver udmøntet, siger 3F-formanden.
Hos 3F ser de også med bekymring på det regeringsgrundlags åbning for flere private aktører i det offentlige.
- Det bliver et blodbad af privatisering, og vi har set før, at det ikke virker i den offentlige sektor, siger Allan Busk.
Den nye regering vil inddrage Store Bededag som hellighed og bede danskerne om at arbejde en dag ekstra for at betale for en styrkelse af det danske forsvar. Det bryder det sig ikke om hos 3F.
- Vi kan ikke blåstremple, at vores medlemmer skal arbejde mere for at købe flere våben. Det er ikke god skik, siger Allan Busk.