4-årige børn fundet i sommerhusområde

Det var børnene selv, der gjorde opmærksom på, at de var blevet væk fra en udflugt.

Klokken 18.05 kunne politiet endelig melde, at de havde fundet de to børn, der tidligere på eftermiddagen var forsvundet. En fire årig dreng og en fireårig pige forsvandt under en udflugt med børnehaven.

Børnene var sidst set af pædagogerne, da børnene var samlet for at spise kage.

Der gik dog ikke lang tid, før pædagogerne opdagede at de to børn var væk. De begyndte at lede efter børnene, men da de ikke kunne finde dem, kontaktede de politiet kl. 15.30

Fundet i sommerhusområde

Børnene havde gået over en kilometer i en anden retning, end politiet troede. De var gået gennem et sommerhusområde i stedet for gennem skoven mod vandet.

Børnene blev fundet over 3,5 timer efter de forsvandt. Det var Henning Christensen, en lokal sommerhusejer, der ringede 112 for at fortælle, at børnene stod hos ham.

Han mødte børnene på Blåbærstien på vej hjem fra en tur på mountainbike. Børnene stod ved et hus, der ikke er beboet.

- Jeg siger til dem, at de vist ikke hører til her. Og så spørger pigen, om de må have lov til at komme med mig hjem, de så meget trætte ud, fortæller Henning Christensen.

Han tog børnene med på vejen til sit sommerhus, hvor han gik i forvejen for at finde sin telefon og ringede til politiet.

Bedsteforældrene glade

Begge bedsteforældre fortæller, at deres barnebarn egentlig mest var glad efter hun blev fundet.

- Den store oplevelse var, at hun har været ude og køre i politibil, det er jo ikke alle børn, der får lov til det, siger Svend Rasmussen, bedstefar til pigen.


Seneste nyt

fra Nordjylland