5-årig ramt af fyrværkeri
Foto: Torben Hedemose
Det var nær gået rigtig galt, da en familie i Saltum ville skyde det nye år ind.
Familien Juhl-Knudsens søn Shaun ville tænde et såkaldt batteri. Men da han satte ild til lunten, så skød ildkugler i alle retninger og ikke op i luften som ellers er hensigten.
- Det var et kæmpe chok alle skreg, fortæller familiens far Simon Knudsen til TV2/Nord.
Han stod i døråbningen med familiens to tvillingedøtre. Uheldigvis ramte en af de vildfarne kugler 5-årige Sophie Juhl-Knudsen i øjet. Hun blev kørt på hospitalet, hvor hun fik konstateret en ridse på hornhinden.
- Vi frygtede for hendes liv, det har været et mareridt de seneste dage. Det er helt ubeskriveligt. Heldigvis kommer hun sig, men det har været et chok. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke gav mine børn sikkerhedsbriller på, men jeg stiller også mig selv spørgsmålet, at hvis jeg ikke kan stole på lovligt krudt, hvad kan jeg så stole på? lyder det fra Simon Knudsen.
Krudtet blev købt hos Krudtlageret i Pandrup. Her henter man sit krudt hos Fyrværkerieksperten i Thisted. Direktør Mogens Sørensen havde i dag ikke lyst til at stille op til interview med TV27Nord mandag. Men han beklager hændelsen og vil se positivt på et erstatningskrav fra familien.
- Vi melder det her til Politiet, for det kan ikke være rigtig man kan lave den slags krudt og så slippe afsted med det. Der bliver nødt til at være konsekvenser, så forhandlerne kun sælger produkter der virker efter hensigten, siger Simon Knudsen.
Fyrværkerieksperten har i øjeblikket 23 produkter på Sikkerhedsstyrelsens liste over produkter der ikke må sælges. Men det forhindrer ikke firmaet i fortsat at sælge krudt og kugler til danskerne. Sikkerhedsstyrelsens forklarer til TV2/Nord, at man ikke fører sager mod grossistvirksomhederne ganske enkelt fordi man ved man taber dem. Lovgivningen er ganske enkelt for svag.