650.000 kroner: Det kræver det at købe hus i Nordjylland

En ny analyse viser, at det i gennemsnit kræver en indkomst i familien på cirka 650.000 for at købe hus i Nordjylland.

Der er temmelig stor forskel på, hvor stor en indkomst, der kræves, for at købe hus forskellige steder i Nordjylland. Det viser en ny analyse foretaget af Realkredit Danmark.

I analysen har Realkredit Danmark kigget på, hvor stor den årlige hustandsindkomst for en typisk familie skal være, hvis de gerne vil købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i en af landets 98 kommuner.

Ikke overraskende så er kravet til hustandsindkomsten væsentligt lavere, hvis man vil købe hus i Nordjylland frem for en af landets mange andre kommuner. Således kræver det for en familie med to børn i gennemsnit cirka 650.000 kroner i årlig hustandsindkomst, hvis de ønsker at få sig en bolig i det nordjyske.

- Nordjylland er i den tungere ende af feltet på landsplan, selvom Aalborg ligger noget højere oppe på listen. Men det er ikke en så overraskende udvikling. Nordjyske kommuner har jo oplevet, at mange vælger at flytte fra regionen. Befolkningstilvæksten er ikke så stor i regionen, og så er efterspørgslen på boliger det heller ikke, fortæller Cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Kigger vi på listen, så er Aalborg klart den by i Nordjylland, hvor der kræves størst indkomst for at købe en bolig. her skal en familie i gennemsnit have en hustandsindkomst på omkring 715.000 kroner. I den anden ende af listen finder vi Morsø Kommune, der ikke bare er i bund i Nordjylland, men også er en af de kommuner på landsplan, hvor kravene til indkomst er lavest, hvis man vil købe hus.

- Når nordjyske kommuner ligger så lavt på listen, så kan det også være et udtryk for, at boligmarkedet egentlig har været meget stabilt i Nordjylland de sidste mange år. Der er ikke de store stigninger eller fald i boligpriserne. Men sådan en analyse her er selvfølgelig også et udtryk for, hvor i landet, at folk gerne vil købe huse, fortæller Christian Hilligsøe Heinig.

Det er dog ikke nødvendigvis kun en dårlig ting, at ligge langt nede på listen, fortæller Christian Hilligsøe Heinig.

- Det er klart, at listen siger noget om, hvor i Danmark det er populært at bo. Skal man se på det positive, så kan man jo til gengæld sige, at det er meget nemmere for en familie at komme ind på boligmarkedet i Nordjylland end mange andre steder i landet, fortæller han.

Hovedstadsregionen er i øvrigt den landsdel, hvor kravene til indkomst er klart størst, hvis man gerne vil købe bolig. Her skal en familie i gennemsnit have en årlig indkomst på en lille million, hvis de ønsker at købe hus.

Det skal du cirka tjene for at kunne købe et hus på140 m2 i Nordjylland
Beregningen viser, hvilken husstandsindkomst en typisk familie skal have, hvis de overvejer at købe et gennemsnitlig parcelhus på 140 kvadratmeter i Nordjylland.
36: Aalborg - 714.390 kr
54: Mariagerfjord - 664.050 kr
64: Rebild - 650.440 kr
69: Brønderslev - 645.240 kr
70: Læsø - 644.960 kr
73: Frederikshavn - 643.100 kr
75: Thisted - 639.910 kr
80: Hjørring - 633.110 kr
81: Jammerbugt - 632.940 kr
84: Vesthimmerland - 627.880 kr
96: Morsø - 605.260 kr
Kilde: Realkredit Danmark

Seneste nyt

fra Nordjylland