66-årig efterlyst fundet i god behold

Den efterlyste Henrik Mørk Nielsen fra Frederikshavn er fundet efter at have været væk i 10 dage.

Den 66-årige frederikshavner Henrik Mørk Nielsen, der søndag blev efterlyst af politiet, er fundet i god behold på Sømandshjemmet i Hirtshals.

Henrik Mørk Nielsen er et kendt ansigt i Frederikshavns værtshusmiljø. Nordjyllands Politi efterlyste ham, fordi hans venner havde slået alarm, efter at han ikke var set i 10 dage.

- Han indlogerede sig på Sømandshjemmet for en uges tid siden, og han var ikke klar over, at han var savnet, siger politikommissær Kaj-Verner Jensen fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Henrik Møller Nielsen havde ikke hævet sin pension, og hans dankort var fundet ved et supermarked. Men han har ikke været uden penge på lommen:

- Vi fandt ud af, at han havde fået nyt hævekort og faktisk også hævet penge på det. Så vi sendte en patrulje op til Hirtshals og fandt ham i god behold, fortæller politikommissæren.


Seneste nyt

fra Nordjylland