69-årig mand druknet ved Egense

En 69-årig mand er torsdag eftermiddag fundet druknet ved Egense, efter at han er kæntret med sin båd.

En 69-årig mand er torsdag eftermiddag druknet ved Egense. Manden blev reddet op af vandet og fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev erklæret død ved ankomsten.

Politiet blev klokken 16.23 alarmeret om, at der var fundet en båd med bunden i vejret. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, ligesom der blev sendt en redningshelikopter fra Søværnets Operative Kommando.

Den kæntrede båd lå på lavt vand. Her fandt en redningsbåd en livløs person, som blev hejst op i redningshelikopteren.

- Der er blevet ydet genoplivning, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Den 69-åriges liv stod ikke til at redde. Manden var fra Egense og var sejlet ud i sin egen båd. Det er uvist, hvad der forårsagede ulykken.

Pårørende i sagen er underrettet.


Seneste nyt

fra Nordjylland