85-årig var sneet ude af ældrecenter
Snerydder fandt beboer på ældrecenter i Vesthimmerland siddende udenfor i nattekulden, skriver nordjyske.dk.
Traktorfører Rene Sørensen fra Østerbølle ved
Aalestrup fik tidligt mandag en forskrækkelse, da han var i gang med at rydde sne ved Gedsted Ældrecenter.
I et hjørne fandt han en ældre, stærkt forfrossen mand uden overtøj, siddende på en mælkekasse.
- Nogle timer efter kørte jeg omkring ældrecentret
igen for at høre, hvordan han havde det. Det var rart at få at vide, at han havde det fint, siger Rene Sørensen til NORDJYSKE Medier, efter han klokken 4.30 mandag morgen fandt den ældre mand.
- Jeg har det godt med, at jeg besluttede mig for at kigge efter en ekstra gang. Jeg havde fået øje på noget mørkt i et hjørne ved centret, men fortsatte med at rydde sne. Kort efter valgte jeg dog at se nærmere efter, hvad det kunne være. Det viste sig at være en ældre mand, som nærmest var stivfrossen, fortæller Rene Sørensen.
- Jeg prøvede at få fat i personalet, men indgangsdøren var låst, så jeg måtte banke på flere steder, før der blev lukket op, så vi kunne få ham ind i varmen. Det viste sig, at der var tale om en af centrets beboere, en 85-årig mand.
- Han har det heldigvis godt nu, men vi har endnu ikke
kunnet få nogen forklaring på, hvorfor han var gået ud eller hvornår, siger ældrecentrets leder, Pia Nielsen til Nordjyske Medier.
- Vi er selvfølgelig meget kede af det og følger nu op på
episoden for at forhindre lignende episoder fremover. Gedsted Ældrecenter er et almindeligt plejehjem, og beboerne kan gå ud, når de vil. Vi låser ganske vist vores døre om natten, men det er for at forhindre ubudne gæster udefra. Den 85-årige er kendt for ofte at gå udenfor for at ryge. Dog normalt ikke om natten, siger Pia Nielsen.