96 nordjyske familier har søgt om konfirmationshjælp

Trængte familier får igen i år økonomisk hjælp til afholdelse konfirmation

Coronakrisen har udskudt forårets konfirmationer, og i disse uger bliver der holdt fester i sensommervarmen. Men der er stor forskel på konfirmationsbudgetterne, som stadig stiger. Det samme gør ansøgertallet hos Dansk Folkehjælp. 

Siden 2018 er ansøgertallet fordoblet til 1.135 familier - og 96 af dem er fra Region Nordjylland.

En ny undersøgelse fra Nordea viser, at en gennemsnitlig dansk familie bruger cirka 33.500 kroner på en konfirmation. Men for trængte familier er beløbet markant lavere - her bruger man i gennemsnit 5.000-7.000 kroner på en konfirmation. Det erfarer organisationen Dansk Folkehjælp, der igen i år tilbyder økonomisk hjælp. 

quote Det handler om, at børnene ikke skal være flove eller føle sig alt for anderledes fra deres omgangskreds

Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp

Svært for unge

Det tegner et billede af uligheden i Danmark, mener generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, der understreger, at det for mange unge, der kommer fra økonomisk trængte familier, er svært at blive konfronteret med uligheden.

- Nogle børn fra lavindkomst familier oplever virkelig en stor forskel fra dem selv og til deres klassekammerater, når der skal holdes konfirmation. Det er én af årsagerne til, at Konfirmationshjælpen er så vigtig. Det handler om, at børnene ikke skal være flove eller føle sig alt for anderledes fra deres omgangskreds, fortæller han.

Den økonomiske ulighed for de mange ansøgere til konfirmationshjælpen er dermed til at få øje på og vækker opsigt. Hjælpen består af et gavekort fra virksomheden GoGift til en værdi af 2.000 kroner, og 500 familier har modtaget hjælpen i år.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland