AaB-aktien i markant fald
Foto: Ib William Christensen
AaB-aktien lider her til formiddag efter weekendens Superliga-nederlag til Esbjerg. 16,7% er aktien faldet i dag.
AaB har de seneste uger været udråbt som store guldfavoritter. Det har betydet, at aktieværdien har oplevet en sand stigning. Men weekendens nederlag til Esbjerg fjerner lidt af investorernes optimisme.
I fredags toppede AaB-aktien ellers med en kurs på 4,8 kroner pr. aktie. Den højeste siden sommeren 2011. Men med afgivelsen af førstepladsen i Superligaen til FC Midtjylland søndag er kursen nu nede i 4,2 kroner pr. aktie. Et fald på godt 17%.
Førstepladsen i den danske superliga er ofte interessant for mange investorer, fordi den giver adgang til Champions League kvalifikation. Bliver kvalifikationen et lykkeligt bekendtskab, så kan en dansk superliga-klub som AaB tjene op til 100 millioner kroner. Andenpladsen giver også Champions League mulighed i denne sæson, men det betyder ofte meget stærke modstandere for danske hold.
Selvom det er en hård dag på fondsbørsen for AaB, så kan de alligevel trøste sig med, at deres aktie er steget hele 228,1% de seneste seks måneder. Kurs 1,28 var aktien nemlig på den 5. november 2013.