AaB-anfører håber på Anderlecht

AaB's anfører Thomas Augustinussen håber på en tur til Belgien i næste kvalifikationsrunde. Skrækscenarierne hedder Barcelona, Arsenal og Liverpool.

Med en sikker 5-0-sejr over bosniske Modrica i onsdagens Champions League-kvalifikationskamp på Energi Nord Arena i Aalborg har de danske mestre fra AaB så godt som booket sig en plads i den afgørende kvalifikationsrunde til mesterligaen.

Og når der er lodtrækning i Schweiz til netop tredje runde, er drømmescenariet et dobbeltopgør mod belgiske Anderlecht, mener AaB's anfører Thomas Augustinussen.

- Vi mødte dem i Uefa Cuppen i sidste sæson, og selv om vi spillede en dårlig kamp, fik vi 1-1 imod dem. Jeg synes, de på papiret ligner en overkommelig modstander, som vi bør have gode chancer imod, siger han.

AaB-anføreren erkender, at enhver modstander i det stærkt besatte Champions League-felt bliver en hård nød at knække for de useedede danskere.

- Vi kommer på en stor opgave uanset hvad, for der er kun gode hold tilbage. Men vi må erkende, at vi nok skal undgå hold som FC Barcelona, Liverpool og Arsenal. Sådanne mandskaber vil vi kun have en absolut minimal mulighed imod, siger anføreren.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland